Gavepapir engros sammen med gode plakatrør

Min mor er rigtigt sur her til aften. Hun har lige lavet mad, og vi sidder til bords. Den står på pasta med tun. Jeg plejer at kunne lide det. Men ikke her til aften. Måske fordi stemningen er lidt trykket. Hun har skældt os alle sammen ud. Vi kan bare ikke gøre noget rigtigt. Fx så har jeg ikke sørget for at vande blomsterne, sådan som jeg havde lovet hende. Ok, dagen er da ikke forbi endnu. Jeg kan da gøre det, lige efter vi har spist. Men sådan havde hun åbenbart ikke planlagt det. Hun sidder og beklager sig, over at vi ikke gør, som hun beder os om. Min far glemte også at købe en ekstra liter mælk, og det er også helt forkert. Nu må hun jo så hen at købe mælk i morgen. Hun havde ellers planlagt det sådan, at hun kunne undgå det. Den ekstra liter mælk skal bruges til den kagecreme, som hun ville lave i morgen.

Næsten grædefærdig

Og min bror, ja han er nærmest grædefærdig. Forstår ikke, at det er helt forkert, at han ikke har smidt det plakatrør, han har efterladt sig ude på toilettet ud. Det burde han være gammel nok til selv at kunne gøre. Det er ikke svært at huske, at når der ikke er mere toiletpapir, så skal man smide det lille paprør i skraldespanden, som alligevel står ved siden af toilettet. Jeg kan se, at en tåre begynder at trille ned ad hans kind. Han hvisker undskyld og er ved at rejse sig. Men hun farer op og fortæller ham, at han skal blive siddende. Der skal spises op, før man går fra bordet. En skrap og ond mor.

Vi spiser i tavshed. Min bror stikker til maden. Han kan ikke lide fisk. Min far lader, som om intet er galt. Eller i det mindste forsøger han at lade, som om. Han fortæller om sit arbejde. De havde været ude og tage vandprøver nede i åen i formiddags. Han er biolog og er ved at deltage i en undersøgelse over, hvordan det står til med vandet i landets naturområder. Han elsker at rende rundt i gummistøvler og tage prøver og derefter analysere dem. Han fortalte også, at han havde set en eller anden sjælden fugl. Min mor kigger på ham. Hun er rasende. Af en eller anden grund, som ingen af os aner noget om. Hun fortæller ham, at han gerne må tage opvasken. Jeg kan hjælpe min far med at sætte det, der ikke skal vaskes i hånden i opvaskemaskinen. Hun siger tak for mad og forlader bordet. Går ind i stuen.

Vi andre bliver siddende. Kigger på hinanden. Så rejser vi os. Jeg rydder bordet af. Min bror går ud på toilettet og smider paprøret i skraldespanden. Min far vasker op. Jeg hjælper min far med at tørre gryderne og den glasskål, som vi ved, at min mor ikke vil have, kommer i maskinen af. Vi snakker lidt. Begynder at synge. Min mor sidder og surmuler. Vi er ligeglade. Vi ved, hun bliver god igen om lidt.

Den store jagt på gavepapir

Det er på tide, at jeg får taget hul på den årlige julemission, som jeg virkeligt holder af: Børnenes adventskalendere. Jeg elsker at lave dem. Elsker at gå i butikker og finde små gaver til dem. Og jeg elsker at se deres overraskelse og glæde hver morgen i december, hvor de får lov til at pakke en lille gave ud.

Jeg køber naturligvis ikke store og dyre gaver til dem. Men små, nyttige eller sjove ting, som jeg ved, at de slet ikke har tænkt over, at de ønsker sig. Det kan være et sjovt stykke viskelæder til penalhusene. Eller et lille ark med selvklæbende mærker, som de kan sætte på deres IPad, eller hvor de nu vil. Sådan nogle små ting. Og jeg elsker at lave kalenderne selv. Det kan være, at jeg bygger et minijuletræ med 24 pakker på. Et træ til hver af dem. Det kan også være, at jeg bare finder på at hænge pakkerne på en snor og, så sætte numrene fra 1 til 24 op pakkerne. Det kan også være, at jeg bare hænger to store strømper op og stikker en lille pakke i dem hver morgen, inden de vågner. Det er sådan, lidt afhængigt af hvordan mit humør er her i november måned.
Men der er en ting, der aldrig afviger.

Alle de små pakker skal pakkes ind i fint gavepapir. De skal ikke bare lægges ind i en æske ned i en strømpe eller hænges på en snor i den emballage, som jeg køber dem i. De skal være flotte. De skal være æstetisk smukke. De skal dog også være meget julede. Jeg tror nemlig på, at æstetik er noget, man kan lære. Det er ikke bare en sans, man har. Stik imod hvad mange mennesker mener, så er smag noget, man kan og skal diskutere.

Jeg køber engros

Første gang jeg lavede adventskalendere til vores børn, forstod min mand ikke helt, hvorfor jeg gjorde så meget ud af dem. Han mente, at det var spild af min tid, at jeg sad og pakkede gaverne ind i gavepapir. Han mente, at børnene bare ville flå det af for at se, hvad indholdet er. Han havde til dels ret. Men efterhånden som jeg har lært mine børn, at man godt kan pakke ud uden at ødelægge gavepapiret, så det kan genbruges, så har han ligesom forstået min mission. For mig handler det om, at mine børn skal lære, at man skal vise, at man værdsætter andre menneskers indsats, og at man også kan genbruge mange af de ting, som man ellers bare ville smide ud. De er ved at forstå det nu. Og derfor gør jeg endnu mere ud af adventskalenderne end tidligere år. Sådan er det bare. Og ja, jeg køber ikke bare en enkelt rulle gavepapir og en enkelt rulle gavebånd. Jeg køber gavepapir engros i forskellige farver og mønstre. Og ja, det er da også mig, der samler gavepapiret op fra gulvet og lægger det ned i kassen med papir til genbrug. Det kan jo sagtens bruges til gaveindpakning igen.