Helt uproblematisk

Jeg talte med min gamle tante forleden – i telefonen. Det er sådan noget, jeg gør måske en gang hver 2. eller 3. uge. Mest fordi jeg ikke vil have, at hun skal sige, at jeg har glemt min gudmor. Hun er lidt forvirret. Hun er i virkeligheden et meget egoistisk og hensynsløst menneske. Måske en snob. I hvert fald brokkede hun sig meget over det nye krisecenter, der åbner snart i det lokalområde, hun bor. Jeg tænkte ikke så meget over det. Tænkte bare, at det er godt, at der åbner flere krisecentre, så folk, der har akut brug for hjælp, kan få det.

Noget bekymret

Men hun snakkede om stofmisbrug, vold og jeg ved ikke, hvad. Jeg spurgte hende, om der mon ikke ville være grænser for, hvor meget de negative ting, hun sagde, i virkeligheden har baggrund i eksistensen af et krisecenter. Så vidt jeg ved, er det ikke tilladt at indtage alkohol eller narkotika på krisecentrene. Hun kunne – eller ville – ikke svare på mit spørgsmål, så jeg lod det ligge og forsøgte at berolige med, at det krisecenter på Sjælland, som jeg havde besøgt for nogle år siden, da jeg lavede en interviewundersøgelse, ikke tillod hverken alkohol eller narkotika. Jeg forsøgte at forklare hende, at krisecentrene jo netop findes, fordi de hjælper, til at folk, der er udsat for misbrug, har brug for det. Hun lod også emnet falde, og vi ønskede hinanden en god weekend.

Stort behov for krisecentre

Efter samtalen tænkte jeg lidt over det der med krisecentre, og hvor forskelligt mennesker forholder sig til dem. Her i landet, hvor jeg bor, er der i de sidste mange år blevet etableret en hel del krisecentre. Det er ikke centre, der modtager voldsramte kvinder. Det er centre, der modtager flygtninge. De er ofte placeret i meget små lokalsamfund. Og der er altid ballade, når et nyt krisecenter skal åbnes. De lokale mennesker vil ikke have dem. De siger, at flygtningene er farlige, og at de skaber uro. Vi kan sikkert alle sammen godt komme i tanke om episoder og konflikter mellem lokale og flygtninge. Men hvorfor har vi den fobi overfor de fremmede mennesker. Det er mennesker i nød. Ellers ville de da ikke komme. Om de kommer, fordi de vil væk fra fattigdom eller krig, kan vel være ligegyldigt. Eller?

Ikke sammenligneligt

Jeg ved godt, at man ikke kan sammenligne et krisecenter for voldsramte kvinder med et krisecenter for flygtninge. Men der er altså en holdning, jeg kan genkende i begge tilfælde: Angsten for det ukendte!

Der er også nogle ting, de to former for centre har tilfældes: Dem, der kommer til at bo på centeret, får faktisk god hjælp. I mange tilfælde bliver de velfungerende almindelige mennesker, der nemt kommer ind i samfundet igen. Så hvorfor er vi så bange for dem. Hvorfor gør staten – både den, jeg bor i og Danmark ikke mere for at oplyse om de gode sider? Ikke at vi skal overstrøs med solstrålehistorier. Men skal vi – alle almindelige borgere – ikke oplyses lidt bedre? Har krisecentrene ikke en forpligtigelse til at fortælle lidt mere om, hvordan de fungerer, og hvad de rent faktisk opnår?

The following two tabs change content below.

Bente H.

Jeg hedder Bente, og det har jeg gjort, siden jeg blev døbt. Sådan er det, og det har jeg vænnet mig til.

Nyeste indlæg af Bente H. (se alle)

Disclaimer
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *